DA004 - Jesper Langballe

Djævelens Advokat går i luften med sin 4. udsendelse. En debat med MF for Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, om den kultur-konservative kulturkamp. Her tages det bl.a. op om det er lykkedes for kultur-konservatismen at gøre op med den politiske syge og velfærdsstatens åndløshed, som man tidligere angreb.

Download HER: (eller brug podcasting)

DA004

Citater fra debatten:

”Den totalitære opfattelse af det politiske har jo i og for sig hele tiden ligget i kim i den kulturradikalisme, som har behersket landet i 100 år”

”Al ordentlig politik bygger på vrede(…)vrede er da den mest legitime motivation overhovedet for at kaste sig ind i politisk arbejde og i en kulturkamp”

”Der er to bevæggrunde for at gå ind i Folketinget(..)og det er at bidrage til at forhindre, at den danske nationalstat omdannes til et multikulturelt helvede og samtidig til at undgå, at Danmark bliver til en delstat i Europas forenede stater”.

”Indvandringen ændrer så at sige konditionerne totalt. Indvandring har jo ændret forholdende og også måden at tænke socialt på indfødte danskere imellem”.

”Jeg vil bestemt ikke bestride(…)at der stadigvæk sker en klientgørelse af folk i det bistandssytem vi har, og det mener jeg er ulykkeligt”.

”Jeg har betragtet al partipolitik som decideret landskadelig virksomhed”.

”For mit vedkommende der drejer det sig om nu simpelthen at prøve og bidrage til at Danmark overhovedet overlever, fordi det er altså forudsætningen for, at vi kan fylde et demokratisk indhold i det, et folkestyre uden et folk, det eksisterer ikke”.

Artiklen “Konservatisme”, som Jesper Langballe konfronteres med kan læses her.

8 Responses to “DA004 - Jesper Langballe”

  1. Ole Birk Olesen Says:

    Endnu en glimrende udsendelse fra Djævlen og Advokaten! Jesper Langballe er ofte både underholdende og lærerig at lytte til, omend jeg denne gang synes, at han begrænser sig til det underholdende. Han får ikke rigtig forklaret, hvorfor det er nødvendigt at være socialdemokrat, hvis man vil begrænse indvandringen, og han er da helt ude i skoven med hensyn til friskolerne: Først hylder han den danske friskoletradition, hvor folk selv kan vælge og endda selv organisere deres børns undervisning, omend muslimerne i Danmark ifølge ham gør det nødvendigt med nogle beklagelige begrænsninger. Senere afliver han hele friskoleidéen, fordi en fra centralt hold dirigeret skole er nødvendig for at bevare nationens sammenhængskraft. Den må Langballe øve sig på igen. Man kan ikke i en og samme sag gå ind for både politisk centralisme og civilsamfund.

  2. Rasmus Says:

    Kan I ikke gøre linket til selve udsendelsen mere tydeligt? Det tog mig 10 minutter at finde det, selvom det var lige foran næsen…

  3. Lars Hvidberg Says:

    Hej Rasmus,

    Det kan vi godt, men det letteste er, at du bruger podcasting-opdatering med rss-feedet. Læs mere under ‘hvordan’-fanen øverst.

    mvh
    Lars

  4. Niels A Nielsen Says:

    Det lykkedes naturligvis ikke at klippe et partiprogram ud af Jesper Langballe.

    Det vigtigste for Langballe i hans politiske arbejde er ikke principperne, men hvad der gavner og værner hans landsmænd. Livet består ikke af lige streger, så derfor skal kunstige principper ikke ophøjes til guddom og ej heller stå i vejen for nødvendig lovgivning. Men hvad er “nødvendigt”? Tjahh find selv ud af det. Eller: Det må enhver afgøre med sig selv i situationen. Principper kan vel hjælpe til med at vise vej, men bevidstløs, historieløs - ja i grunden ansvarsløs - efterplapring af sådanne vil uvægerligt føre den principfaste vild.

    Glemte d’herrer djævleadvokater at komme ind på menneskerettighederne?

  5. Jacob Mchangama Says:

    Ad Niels:

    Tak for bidraget til debatten, som sædvanlig vil hverken Lars eller jeg kommentere direkte på, vore gæsters optræden men vi værdsætter og tilskynder debatbidragene fra vores højt værdsatte lyttere.

    Vi glemte ikke menneskerettighedsdebatten men måtte prioritere, da udsendelser udover en time bliver for lange og tunge. Endvidere var både gæst og værter godt trætte da denne debat endelig kom på bordet, hvorfor der ikke var samme energi, som der forhåbenligt er i de dele vi har valgt at bringe.

  6. Torben Sangild Says:

    Herligt og underholdende interview! Sjældent har nogen modsagt sig selv så mange gange på så kort tid! Flot, Lars (hvis det var dig?) at du holdt fast i dine spørgsmål som han forsøgte ikke at svare på.

  7. Skovgaard Says:

    Tænk at man kan være politiker uden at have en holdning til velfærdsstatens størrelse. Tænk at man kan rumme så lidt at man ikke kan overkomme at have en holdning til et så vigtigt emne. Simpelthen utroligt.

    Diskussionen omkring citatet fra 85 var grænsende til pinlig.

    “Tiden er en anden” ARGHH. So what!? Holdningen til statens størrelse er da af principiel karakter og uafhængig af om der er gået 20 år. Hvad sker der!???

    Manden er nærmest holdningsløs når det ikke lige drejer sig om ældgammelt lort såsom “kultur”, “traditioner” og indvandrere.

    Det er rigtigt som en anden skrev at det med skolerne var noget selvmodsigende. Først er friskoler særligt dansk og senere kræves der en monopolistisk folkeskole for at sikre danskheden..tsk..

  8. Rasmus Kristensen Says:

    Langballe er en engageret herre der altid giver den gas på retorikken, og derfor interessant.

    Men jeg kan ikke undgå at blive fortørnet over hans angreb på Eva Kjer Hansen. Langballe siger også selv at han ikke går ind for ligheden for lighedens skyld, men når han siger det betyder det ikke han går ind for øget ulighed, men det ligger åbenbart i ordene hos Eva Kjer Hansen. Årsagen er klar nok, han skal jo helst følge Pia Kjærsgaards partidisciplin, og hun var jo fortørnet.

    Men nu siger Niels A. Nielsen at intet partiprogram kom ud af Langballe. Det synes jeg der gjorde, eller i hvert fald hvad han arbejder for - han ser indvandringen og et stærkt EU som trusler mod hans elskede land, og han sagde jo selv at snakken om velfærden var småting i forhold til. Han er i den grad enkeltsagspolitiker, og han har sikkert meninger om andre ting, men dem går han på kompromis med og følger partidisciplinen, mens Pia Kjærsgaard så i ham og Krarup får et par mere intellektuelle repræsentanter, da det med al respekt ikke bugner med dem i Dansk Folkeparti.

    For os der går op i velfærdsdebatten med borgerlige standpunkter, må vi ærge os over at DF er socialdemokrater.

Leave a Reply